Underskolen

Underskolen omfatter klasserne fra 1. – 8. klasse.
Dagen begynder med morgensang. Alle møder i salen kl. 8.00, hvor klasserne på skift reciterer eller spiller musik fra undervisningen efterfulgt af en fælles morgensang, der passer til årstiden.
Vi begynder undervisningen med hovedfag, som i de mindre klasser skifter mellem perioder af  3 – 4 ugers varighed indeholdende dansk, regning og hjemstavnslære, men efterhånden som eleverne bliver større, kommer der flere forskellige perioder til bl.a. omfattende geografi, historie, geometri, fysik m.fl.

Efter hovedfagsundervisningen, der varer 2 timer, begynder fagtimerne, som i de første 2 år indeholder engelsk, tysk, håndarbejde, maling, eurytmi og musik. Når eleverne kommer i 3. klasse, bliver musikundervisningen udvidet med instrumentalundervisning i violin, bratsch og cello. Senere kommer klasseorkester, sløjd, tegning og idræt til.
Dagen er opdelt således, at der arbejdes med barnets tanke, følelse og vilje både i den enkelte undervisningstime og i dagsforløbet.
I hele underskolen laver eleverne selv deres periodehæfter, men i forløbet kommer der litteratur til på dansk, engelsk og tysk. Undervisningens lærerplan er nøje opbygget i forhold til barnets udvikling. Se i øvrigt
undervisningsplaner.