Fag i uddannelsen og Steiner HF

Fag på Steiner HF

Bredden i uddannelsen giver dig mulighed for at tilegne dig både teoretiske, kunstneriske og praktiske færdigheder og arbejdsmetoder. Den samlede læreplan udgør en helhed, hvor HF-fagene er en del af fagene, og hvor de enkelte fag understøtter hinanden. Du opnår dermed et kvalificeret grundlag for efterfølgende at vælge uddannelsesretning.
I vores Steiner HF indgår de obligatoriske HF-fag sammen med fagene musik, kunsthistorie, drama, bogbinding, stenhugning, maling, tegning, bronzestøbning, kor og plasticering. Herudover indgår der i den udvidede fagpakke følgende fag:
A – niveau – dansk, historie.
B – niveau – design og arkitektur, samfundsfag, matematik, engelsk, tysk/spansk.
C – niveau – biologi, kemi, geografi, religion og filosofi.

En dag på Steiner HF

Skoledagen er indrettet med teoretiske fag om formiddagen, hvor din koncentration er størst. Bagefter er der fagtimer (f.eks. sprogfag, dansk, matematik), og sidst på dagen, hvor din krop trænger til at blive aktiveret, er der kunst- og håndværksfag.

Et skoleår i perioder

En stor del af undervisningen er opdelt i perioder. De to første timer hver dag undervises i et af de teoretiske fag, der kaldes ”hovedfag” (litteratur, matematik, biologi, fysik, historie etc.). En hovedfagsperiode varer 3 til 4 uger. Kunst- og håndværksfagene om eftermiddagen undervises i forløb af tilsvarende længde.
Vores erfaring er, at eleverne oplever det som meget tilfredsstillende at få mulighed for at koncentrere sig om et emne og fordybe sig i faget.

En hovedfagsperiode afsluttes med et selvstændigt udformet hovedfagshæfte. Målet er at dokumentere din forståelse og personlige bearbejdelse af stoffet. Kunst- og håndværksfagene afsluttes med færdiggørelsen af et produkt (bronzestøbning, grafisk tryk, dramaopførelse, etc.) Der er ingen karakterer eller prøver i fagene. Du får i stedet en skriftlig evaluering efter hver periode.

Mellem hovedfag og kunst- og håndværksfagene ligger som sagt fagtimerne. Det er de faste ugentlige timer i dansk, matematik, sprog, kor, orkester, idræt etc.
Da fagene er sammensat, så de interagerer med hinanden i metode og indhold, vil tilrettelæggelsen af og afslutningstidspunktet for de enkelte fag adskille sig fra andre traditionelle HF-former.

Se skema over den udvidede fagpakke, rejser og studieture her.

Årsopgaven

I 2.HF afleverer eleverne en såkaldt årsopgave, som de har arbejdet selvstændigt med igennem et helt år. Årsopgavens emne er frit valgt og indeholder både en praktisk-kunstnerisk del og en teoretisk-skriftlig del.
Arbejdet udføres sideløbende med skolegangen, og eleven får grundig faglig og pædagogisk vejledning i det omfang, der er behov for. Eleven gør gennem det lange, selvstændige arbejde erfaringer med at fordybe sig i et stofområde og med at udvikle egne evner og arbejdsmetoder.
Opgaven fremlægges mundtligt for et publikum ved afleveringen. Der tildeles individuelle vejledningstimer i forløbet, og evalueringen indgår i det afsluttende vidnesbyrd.

Læs mere om vidnesbyrd og adgang til videregående uddannelser