Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus søger klasselærer med kendskab til Rudolf Steiners pædagogik

Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus søger klasselærer med kendskab til Rudolf Steiners pædagogik

Vi søger en klasselærer til skolens 4.B – hurtigst muligt.

Ønsker til vores kommende kollega:

Vi ønsker os, at du er en tydelig, varm, humoristisk og engageret lærer, som brænder for at arbejde med vores pædagogik. Du skal have lyst til et tæt samspil med børn, forældre og kolleger, hvor god kommunikation, anerkendende samarbejde og et stærkt sammenhold vægtes højt.

Du skal have kendskab til Rudolf Steiners pædagogik og ansøgere med antroposofisk/pædagogisk uddannelse vil blive foretrukket. Du skal være bekendt med vores undervisningsform – du skal derfor gerne kunne synge, spille blokfløjte, male, tegne og fortælle begejstret om årets tema, som i 4.klasse bl.a. er den nordiske mytologi. Du kommer til at undervise i både dansk og matematik, hvor f.eks. indføring i brøkregning ligger på dette alderstrin. Derudover vil der være fagtimer i engelsk, maletime og øvetime. Blandt hovedfagsperioderne ligger også emner som dyrekundskab, geografi og en lejrtur til foråret.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med klasselæreren i parallelklassen og i underskolekollegiet generelt. Du vil få tilknyttet en mentor.

Hvem er vi?

Vi er en 12-årlig enhedsskole med ca. 530 elever, smukt beliggende på Strandvejen. Vi har havet på den ene side og skoven på den anden, og disse omgivelser nyder vi at bringe i spil sammen med børnene. Vi arbejder med afsæt i, at hvert barn er et unikt væsen, som har brug for opmærksomhed, tryghed og varme. Der skal være plads til leg, fantasi og kreative sysler. Vi bruger naturmaterialer og arbejder ud fra principper om det hele menneske.

Praktiske informationer

Løn og ansættelses ifølge overenskomst, organisationsaftale og arbejdstidsaftale for lærere ved frie grundskoler indgået mellem finansministeriet og lærernes centralorganisation. Stillingens beskæftigelsesgrad ligger på 75-80 %. Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt skoleleder Jørn Bendixen på tlf.nr. 20 61 70 02.

Ansøgningsfristen er søndag d. 18. september 2022. Der forventes afholdt samtaler inden d. 1. oktober.

Ansøgningen sendes til job@rssaarhus.dk.

Tilbage