SFO og klub

Velkommen i SFO’en og klubben

SFO’en og klubben på Rudolf Steiner-Skolen i Aarhus er et nærværende og samlende fritidstilbud til vores elever fra børnehaveklasserne til og med 6. årgang. Her samles børnene om eftermiddagen i kærlige og faste rammer. I Fritidsdelen har vi et særligt fokus på, at børnene efter en god skoledag lander blødt i deres fritid. Her er der hjerterum til leg og bevægelse og ligeledes til fordybelse og ro. Med andre ord har vi i SFO’en og klubben fokus på balancen mellem indånding og udånding. Både for børnene og for de voksne. Det giver os muligheden for at fordybe os i både rutiner, spontanitet samt særlige temaforløb og arrangementer. Her kan du læse en artikel om pædagogikken i vores Fritidsdel, skrevet af SFO-leder Inge Sølvsten og pædagog Astrid Løfstedt.

bg

Os du møder

I SFO’en og klubben har vi 10 uddannede pædagoger ansat. Hver af disse pædagoger er kontaktperson på én eller flere klasser. Kontaktpædagogen har således, i SFO-regi, den tætte kontakt til det enkelte barn, til forældrene og til klassen som helhed. I Fritidsdelen vil du også møde vores pædagogmedhjælpere, som typisk er i færd med at prøve kræfter med pædagogfaget ifm. et fremtidigt uddannelsesvalg. Derudover har vi også tilknyttet virksomhedspraktikanter og studerende, ligesom vi løbende ansætter folk med særlige kompetencer til at facilitere sjove og meningsfulde aktiviteter.

Afdelinger

Lille SFO (Børnehaveklasserne)
SFO’ens åbningstid: Alle skoledage fra kl. 7.00 – 8.00 samt kl. 12.30 – 16.30.
Fra kl. 15.30 slår Børnehaveklassernes SFO og Træhytten sig sammen – og fra kl. 16.00
er det personalet i Træhytten, der vil være i SFO’en. Ferieåbningsdage fremgår af ferieplanen.

Træhytten (1. og 2. årgang)
SFO’ens åbningstid: Alle skoledage fra kl. 7.00 – 8.00 samt kl. 12.30 – 16.30.Fra kl. 15.30
slår Børnehaveklassernes SFO og Træhytten sig sammen – og fra kl. 16.00 er det personalet
i Træhytten, der vil være i SFO’en. Ferieåbningsdage fremgår af ferieplanen.

Gemmestedet (3. årgang)
Åbningstider: Alle skoledage kl. 11.45-16.30

Orangeriet – klubben (4. til og med 6. årgang)
Åbningstider: Alle skoledage kl. 11.45-16.30

Åbningsdage på skolens feriedage fremgår af ferieplanen.

Aktiviteter

Børns egenkultur er fantastisk, og vi tror på, at vi får kreativt tænkende børn, hvis de får mulighed for at udfolde sig, realisere og afprøve deres refleksion og idéer. En praksisfaglighed, som strømmer gennem både skolelivet og SFO-livet på vores skole. I SFO’en har vi et særligt fokus på børnenes egen kultur, dvs. den børnekultur som de selv skaber indenfor vores kærlige og faste rammer.

Samtidig arbejder vi med målrettede aktiviteter – det vil sige aktiviteter som har pædagogiske mål ift. både faglig, personlig samt social trivsel og udvikling. Vores mission er at facilitere samt rammesætte målrettede aktiviteter, der overordnet set har til formål at skabe rum for fordybelse, kreativitet og øget medborgerskabskompetencer hos børnene på skolen. Gennem målrettede aktiviteter kan vi:

  • Møde barnet på et ligeværdigt grundlag
  • Give plads til barnets eget formidlingsunivers
  • Opdage nye evner hos barnet
  • Skabe rum så barnet kan undersøge en nye positioner i en gruppe
  • Samle børnene i fællesskaber på tværs af alder
  • Skabe motivation og lyst til afprøve nye ting
  • Give barnet mulighed for at være en aktiv medskaber
  • Udfolde identitetsundersøgende og -skabende rum
  • Fremme social inklusion.

Sideløbende med vores målrettede aktiviteter har vi et selvstændigt årshjul, hvor der er mulighed for at blive involveret i forskellige arrangementer og ture. Vi arbejder bevidst med Årstidsfester, og vi fejrer begivenheder samt traditioner gennem mange forskellige udtryksformer

Maden i SFO’en og klubben

Alle dage i Fritidsdelen og klubben serveres der “eftermiddagshapsere”. Det kan fx være boller, knækbrød, bålmad, suppe, frugt eller grønt. Hapserne er hjemmelavede og børnene inddrages i madlavningen. Vi tilstræber os, at råvarerne er 80 procent økologiske. SFO’ens mad er altid vegetarisk.

Klubben – Orangeriet

Børnenes kultursted
Klubben, også kaldt Orangeriet, er åbent for alle SFO’ens børn kl. 12.00-14.00, hvor vi arbejder med forskellige kreative og kunstneriske håndværksfag og udtryksformer, laver mad, samles omkring årstidsaktiviteter, temalege etc. på tværs af alder. Orangeriet er samlingsstedet for SFO’ens elevudstillinger, koncerter, teaterforestillinger m.m. Arrangementer som har til formål at samle Fritidsdelens børn i et spændende kulturfællesskab og udstillingsrum, hvor årstidsfester og andre temaforløb markeres med løbende begivenheder for forældre og alle interesserede.

En klub for 4. til 6. årgang
Kl. 14.00-16.30 er det kun 4. til og med 6. årgang, som bruger Orangeriet. Her fyldes eftermiddagen med klubaktiviteter, særligt målrettet aldersgruppen. Ved alle Orangeriets arrangementer er det 4. til og med 6. årgang, som inviterer gæsterne indenfor og er værter. Ligeledes er 4. til og med 6. årgang værter i Orangeriets nye café, Café Orangeriet, hvor der serveres kaffe, té og saftevand ved særlige begivenheder. I løbet af året er der også særlige aftenarrangementer for børn i klubben.

Garderoben

Det er meget vigtigt at jeres barn har det tøj, de har brug for i fritidsdelen, for at kunne deltage i alle vores aktiviteter. Vi er ude hver dag og i al slags vejr. Derfor skal der i deres gaderobe altid være:

  • Regntøj
  • Gummistøvler
  • Indesko
  • Skiftetøj i kassen (alt fra inderst til yderst)
  • Flyverdragt, hue og vanter om vinteren

Forventninger

  • At du ringer, hvis du bliver forsinket og ikke kan nå at hente dit barn inden det noterede tidspunkt
  • At du orienterer Fritidsdelen, hvis der sker store forandringer i barnets liv, da forandringer naturligvis påvirker barnet. Vi ønsker at støtte både barn og familie gennem forandringerne
  • At du noterer, hvornår dit barn bliver hentet og videre krydser dit barn ud igen, når du henter
  • At du respekterer eftermiddags- og aftenrengøringen på gangarealerne ved at fjerne dit barns ting fra gulvene. Dette er særligt vigtigt om fredagen
  • At du kontakter Fritidsdelens personale, hvis der opstår konflikter mellem dit barn og andre børn i SFO’en. På den måde kan vi altid lave en pædagogisk vurdering af situationen og (evt. i fællesskab med de vedrørende forældre) finde en god løsning
  • At du kommer til os, hvis du undrer dig over, eller er nysgerrig på, vores praksis
  • At du holder dig opdateret via ForældreIntra og læser vores ugebreve
  • At du bakker op omkring Fritidsdelens virke.

KOM TIL INFORMATIONSMØDE

Kom til et af vores informationsmøder og
bliv klogere på grundskolen,
10. klasse
eller
ungdomsuddannelsen Steiner HF.

Læs mere og tilmeld dig her